På et tidspunkt har lysarbejderen været rundt i alle personlighedens hjørner. Man kender krogene, ved hvor støvet ligger sig, ved hvor det er rarest at være, kender sine reaktioner. Det er som om at HER stopper det strabaserende arbejde med personligheden (i hvert fald i det gamle format), og så går en enten en rum tid, eller også åbnes den næste dør helt automatisk.
Man træder ind i et andet rum, en anden tid. Det kan være en strabaserende periode, fyldt med tvivl, tomhed, meningsløs og oplevelsen af tab af momentum, kraft og retning. Set udefra er det en åbning til et dybere lag, som man blot ikke kender endnu. Og naturligvis er det fyldt med en del tvivl og undren og forsigtighed. For hvem er jeg så nu? Og hvad driver mig?
Det er en mellemstation at lande i. En form for transithal. Man bliver gjort klar til det næste. Og her starter sjælsopgaverne. Følelsen af tomhed og meningsløs ligger i den gamle personlighed, og den slipper ikke taget hurtigt, oftest sker det i små ryk. Det er normalt at bevæge sig lidt frem og tilbage i disse processer.
Sjælsopgaverne kommer når man er klar. Men den er på vej er det som at vente på en fødsel, der skal gå igang. Det klemmer og spænder, og så er der stilhed, som så klemmer og presser igen. Man venter på at noget skal give efter. Personligheden skal bøjes og strækkes langt nok til at dét der ligger dybere finder vej.
Man er ikke i tvivl, når det først er der, men der kan opstå en del forvirring i processen op til. Og det gentager sig gang efter gang.
Nervesystemet og personligheden vil før eller siden følge trop, og flette sig ind (mere eller mindre frivilligt), og kan vi med mere viden og indsigt gå ind og støtte denne proces. Personligheden vokser med opgaven, nervesystemet ændrer sig, og et nyt udgangspunkt har fundet vej.
En fødsel, en indvielse, et spirituelt tigerspring.
Og bedst som opgaven er løst og afleveret, starten problemformuleringen på den næste.